Onsdag, 22 november, 2017
 

Familieferie for pårørende

Misbrugsportalen tilbyder gratis sommerferieophold til pårørende.

For tredje år i træk har Misbrugsportalen afviklet et sommerferieophold for sårbare børnefamilier.

Ferieopholdet er målrettet børnefamilier og unge, som er nært pårørende til og/eller lever med et menneske, som har et alkohol/medicin- eller stofmisbrug. 

Ferien organiseres, samt afvikles af Misbrugsportalens ansatte og frivillige ildsjæle, og vil danne rammen om 6 afslappende, oplevelsesrige, samt netværksdannende feriedage, hvor børnefamilier har muligheden for et væsentligt afbræk fra dagligdagen.

Det er en forudsætning at den pårørende, som ansøger om at deltage i ferien, midlertidigt ikke er på arbejdsmarkedet og ikke har råd til en sommerferie. Desuden unge fra misbrugsfamilier, som mangler netværk.

Vi ønsker gennem ferieopholdet, at udvide de pårørendes netværk, samt bidrage til oplevelsen af at blive støttet, forstået og imødekommet, gennem de aktiviteter og planlagte arrangementer, som der vil være i løbet af ferieopholdet.

Ferien foregår i skønne omgivelser på Fænø Park i Middelfart, hvor der tilbydes hyggelige familiehuse på 75 m2 til hver familie, med plads op til 6 personer. Alle husene er med 2 soveværelser, badeværelse, samt en stue med et udstyret køkken og en dejlig gårdhave.

Fænø Park ligger ved det smukke blå Lillebælt direkte ud til Fænøsund og tæt på den store Hindsgavl Dyrepark. Herudover tilbyder Fænø Park store grønne arealer med bl.a. legeplads, hoppepude samt inden- og udendørs swimmingpool og mulighed for forskellige aktiviteter, som Misbrugsportalen vil arrangere for feriedeltagerne.

Transport til og fra Middelfart Feriecenter afholdes af deltagerne selv, ligesom det er eget ansvar, at sørge for forplejning til morgenmad og frokost.

Misbrugsportalen står herudover for alle omkostninger og aktiviteter forbundet med ferien.

Vi håber på at kunne afholde næste ferieophold i sommeren 2018.

 

 

 

Anonym rådgivning